★★★★★Tripadvisor-anmeldelse
Prado & frokost @ Botín - en normal torsdag for mig...
Bucephalus, oktober 2026
Vi mødte vores guide, Cassie, en engelsk dame, men en langvarig beboer i Madrid, på en smuk, varm (for mig alligevel, fra Skotland) oktobermorgen. Vi mødtes ved Goya-statuen og mødte en blandet gruppe nordamerikanere – alle meget behagelige, respektfulde og opmærksomme, hvilket hjælper på en lille tur.
Prado var virkelig hyggeligt, især da vi, på trods af de angivne 2.000 malerier, fokuserede på at se 20. Det lyder måske latterligt lavt, og jeg tænkte det også i starten, men det gør det muligt for Cassie at koncentrere sig om de vigtige, især da hun væver malerierne ind i en samlet historie om Spanien. Ikke den måde, jeg havde valgt at se det på, men med hindsight giver det mening, og jeg er glad for, at hun planlagde det på den måde.
Hvis jeg havde gået på turen uden guide, ville der have været nogle malerier, jeg ikke ville have været interesseret i, og som jeg let ville have gået forbi, men da Cassie indrammede dem i kontekst med andre malerier, blev de meningsfulde. Som et eksempel var jeg et par dage senere i Thyssen-museet og havde en lydguide, men selv ved at stå foran Holbeins portræt af Henrik XIII, et maleri jeg ved en del om, var lydguiden overfladisk, den fortalte mig kun ting, som enhver kunne se. Stillet over for dette tilføjede Cassie, som havde studeret og havde kvalifikationer i kunsthistorie, lag af til malerierne, forklarede ting som Velazquez's spejlingrefleksioner, hvorfor kraver var prangende for 4 af de 5 lignende mænd og ikke for den anden, og hvorfor hans hånd måtte holdes på en bestemt måde. Det hjalp mig med at engagere mig i malerier, som jeg ellers ikke ville have interesse i.
Min kone fortalte mig efter vi havde booket denne tur, at vi kunne anmode om, hvis det var muligt, om at se et bestemt maleri. Jeg læste en anmeldelse, da jeg kom hjem, som syntes at antyde, at det kunne være tilfældet, men vi blev ikke spurgt på dagen, og jeg ville aldrig have modet eller arrogance til at gøre det. Som det skete, behøvede jeg det ikke. Selvom jeg så et par El Greco'er, var jeg ikke særlig interesseret i dem, hjalp det mig med at få en generel anskuelse af spansk kunst. Også den, jeg virkelig ville se, nemlig Boschs Haves and Have Nothings, fængslede mig, og jeg så den, og den blev forklaret i detaljer. Desuden havde jeg ingen anelse om, at Goyas Saturn der æder sin søn var på Prado, så at gå ind i hans rum med de sorte malerier og støde på det, slog mig helt ud af kurs. Det var ydmygende at stå foran det.
Vi fik et 10 minutters toilet/besøgscenter-stop, og derefter gik Cassie os til Botín, en 35 minutters gåtur væk, men selvom det ikke var overdrevent anstrengende, er det en ret god afstand, og et par i vores gruppe med en assistancehund (Duchess - med et smukt pasfoto!) skulle tage en taxa, og det blev nemt arrangeret af Cassie, så bekymr jer ikke om gåturen, hvis det lyder dårligt.
Vi nåede frem til Botín 30 minutter før det åbnede, så vi havde en fredelig privat rundvisning af bygningen - det er en slags labyrint. Nedst i stueetagen til en spisesal, derefter ned igen til en gammel vinbod, hvor alle flaskerne var fordærvede, var dækket af skimmel, men så ud til at se godt ud på billeder. Gå baglæns, forbi stueetagen op til, for at finde Hemmingways yndlingsbord i hjørnet, så op igen, gennem trange passager hver gang. Hvis det lyder vildt nok, så kig på billederne af rum og trappeopgange for at se, hvor træt det er, OG tænk derefter på, at der ikke er serviceelevatorer, og personalet skal gå forbi dig (de er ikke uhøflige, men har ikke tid til at vente - du kan se køen udenfor!) med tallerkener fyldt med mad.
Vi var heldige (måske ikke heldige, da jeg ikke ved noget om andre ture - Cassie måtte have arrangeret det) til at sidde ved et langt bord lige ved indgangen. I begyndelsen var det ikke ideelt på grund af trækket og den konstante trafik af mennesker, men det stabiliserede sig hurtigt, og det slår at være oppe adoven, da der ikke er aircondition.
Bygningen? Smuk og historisk, som meget få er. Personalet? Udover at tjene (Cassie bestilte), bemærkede jeg dem aldrig rigtigt, hvilket var godt. Mad? Vi havde nogle fantastiske kroketter, derefter de fineste (og eneste!) asparges, jeg nogensinde har smagt, med lidt kogt skinke i. Der kan have været nogle Padron Peppers, men jeg kan forveksle det med andre ture, vi havde. Med eller uden peberne var forretterne smukke.
Det forventede stjerneskud var den stegte svinegris. Medmindre du er vegetar eller har etiske problemer, kan du ikke gå til Botín og ikke prøve det. Der var lam, men jeg hørte aldrig nogen bestille det. Parret, der sad overfor os fra North Carolina, valgte begge torsk, og det så smukt ud, og de sagde begge, at de nød det. Jeg nød flæsket. I Storbritannien elsker jeg sprød svinekødskind. Huden på grisen var dog blødere, men man kunne se, at den stadig var tilberedt i timevis, og selvom den ikke var hård, havde den stadig en dejlig sprødhed. Stykket svin, jeg havde, havde et par ribben, men kødet i sig selv var blødt og smagfuldt. Desserten var en baskisk cheesekage, som generelt blev anset for fantastisk.
Du kan ikke undlade at nyde en tur som denne. En uddannet, kurateret historie om nogle fine perler fra Prado, et museum du let kan vandre rundt i som en ekstra fra The Walking Dead og måske støde på de påståede højdepunkter, PLUS adgang til en restaurant, med eksklusivitet og prioritet, til et sted du ellers ikke ville få en reservation til, i 3 måneder.
Vores tak til Cassie for en fantastisk, kurateret tur, som sikrede, at vi var engagerede, og tak til de andre gæster, vi talte med, for at det også var behageligt.
Fraser & Julie *
* Jeg ville normalt skrive hendes navn først, men dette er min anmeldelse, og hun måske gør sin egen.